Jeg fortrænger det så godt,som jeg kan, men jeg kan ikke benægte, at det kommer tættere på. Om ca. to måneder tager jeg af sted på udveksling til Trier. Selve oplevelsen, de nye mennesker, fagene, byen, familie Weyer osv. glæder jeg mig rigtig meget til. Men det, at jeg skal undvære Markus i fire måneder for så at sende ham på udveksling, så snart jeg kommer hjem og undvære ham igen, overskygger glæden.
Jeg forsøger så godt, som jeg kan, at nyde de sidste to måneder sammen med ham, inden det går løs til marts. Jeg ved jo også, at når jeg først kommer hjem fra Trier, og han kommer hjem fra Mannheim, så kan jeg klare alt igen – for så er det bare os to, og der kommer (forhåbentlig) ikke et udlandsophold imellem os sådan lige med det samme igen.
