Hu-hej og og hold da ellers op hvor er jeg dårlig til at få skrevet blog regelmæssigt. Og midt i at ville skrive dette blogindlæg kommer jeg til at tænke på, om ikke jeg skulle oprette en blog og deltage i det internationale kontors blogkonkurrence, mens jeg er på udveksling? Det kunne måske (forhåbentlig) give motivation til at få skrevet, mens jeg er væk. Problemet er bare, at alle kan følge med i den derinde. Så jeg vil nok holde mine følelsesladede blogindlæg herinde på fate, hvor publikummet er mere begrænset. Så heldige er I, kære fatere
Alt det her med at oprette blog osv. er også et forsøg på at ignorere min dårlig samvittighed over ikke at komme ret meget på ordbogen her i marts. Jeg håber meget, at jeg får tid, når jeg først er i Trier, og når jeg kan logge på programmet på min egen computer og sidde og arbejde hjemmefra. Det burde kunne give nogle timer her og der, når jeg lige har tid. Jeg ved egentlig ikke, hvem det er, jeg har mest dårlig samvittighed overfor. Om det er mig selv, ordbogen, Henning, mængden af arbejde jeg ikke får lavet, eller hvad det lige er… Hmm… For jeg har egentlig aftalt med mig selv allerede sidste uge, at det er okay, at jeg ikke er så meget på ordbogen, her inden jeg skal af sted. For jeg har så meget andet i hovedet og kan ikke så godt koncentrere mig, når jeg er dernede, hvilket giver dårligere artikler og ekstra arbejde.
Jeg har affundet mig med tanken om snart at skulle af sted til Trier. Selve tanken om at skulle på udveksling og opleve en masse og tale en masse tysk har jeg selvfølgelig aldrig haft et problem med. Det er mere det med, at jeg skal væk fra Markus. Men i går, da jeg sad og læste en masse info om Uni Trier, kunne jeg mærke, at der skete et skifte i mit hoved. Jeg accepterede tanken om at skulle væk fra ham, fordi jeg ved, at jeg får en masse fantastiske oplevelser dernede, og ikke mindst fordi jeg ved, at Markus er der, når jeg kommer hjem igen. Også selvom det så er hans tur til at tage af sted. Men først skal vi til Portugal. Og vi skal også til Paris i slutningen af april på vores årsdag, hvor han kommer ned og besøger mig. I godt vejr forhåbentlig. Og varme og solskin. Og en masse kærlighed
Den uge, vi netop er gået ind i, er min sidste uge her hjemme i DK. Det er underligt at tænke på, men jeg glæder mig samtidig rigtig meget til næste tirsdag, når jeg tager af sted sammen med de andre. Først har jeg dog nogle separate aftaler senere på ugen med Mikkel, Cecilie, Ida og Tine for at tage afsked med dem. Og så kommer mor og far herop på søndag.
Vi blev oppe og så Oscar-uddeling til kl. 03.45 i går! Det var sjovt, og vi fik nachos kl. 00.30 eller sådan noget. 100 % hygge under dynen med Hans Pilgaard og flotte kjoler på skærmen. Underligt at det er første gang, jeg gør det. Men det har man jo tid til som studerende, når man ikke skal noget dagen efter.
Egentlig ville jeg bare gerne sætte mig ud i den flotte vintersol med et tæppe og den bog, jeg er i gang med at læse. Men nu må vi se, hvad dagen bringer. Jeg kan godt mærke, at det ikke er sikkert, at jeg får hevet mig selv ned på ordbogen, selvom jeg burde.
Nå, skulle man ikke få oprettet den blog til udveksling? Jeg forsøger mig.
17.49:
Seeeee hvad jeg har lavet:
http://www.trier-eventyr.blogspot.com/